V om alkoholpolitik: Lad os håndhæve de gældende aldersgrænser frem for at sætte dem op

Af Martin Geertsen (V)
Sundhedsordfører
Selv om vi det seneste årti har haft et faldende gennemsnitligt forbrug af alkohol, har hver femte dansker stadig et sundhedsskadeligt forbrug.
Samtidig "forsvarer" vores unge desværre den kedelige titel som europamestre i druk igen og igen.
Begge dele mener jeg, at vi skal tage meget alvorligt. Mit fokus som sundhedsordfører for Venstre er i første omgang på de unges alkoholkultur.
Nøglen til den mest virkningsfulde vej til en bedre alkoholkultur blandt vores unge ligger i at bringe debatten om vores alkoholkultur frem i lyset – her i prioriteret rækkefølge: Fra forældres, skolers og myndigheders side.
Martin Geertsen (V)
Sundhedsordfører
En ny rapport fra Vidensråd for Forebyggelse viser, at danske børn og unge starter senere og generelt drikker mindre alkohol, hvis man sammenligner med danske børn og unge for 20 år siden. Og det er jo en glædelig udvikling.
Men graver man et spadestik dybere, ser man også, at vores danske unge stadig har det højeste forbrug i Europa, når man måler på fuldskab og mængden af alkohol. Det er trist og vidner om, at der stadig er en til tider usund alkoholkultur blandt de unge.
Højere aldersgrænse er ikke løsningen
Nogle af Folketingets partier erklærer sig nu klar til at kigge på aldersgrænserne for køb af alkohol.
Og jeg vil meget gerne indgå i en konstruktiv dialog om, hvordan vi sikrer, at den unge generation får et sundere forhold til alkohol. Men jeg mener ikke, at en forhøjelse af aldersgrænsen er løsningen.
Da jeg selv var ung, var der godt gang i storebror-køber-til-lillebror-bølgen. Og jeg går ud fra, at den bølge stadig kører i bedste velgående blandt nutidens unge.
De fleste unge er kreative nok til at skaffe sig den alkohol, som de skulle ønske at indtage – uanset hvilke aldersgrænser de voksne prøver at gennemtrumfe.
Samtidig kan vi desværre se, at der stadig er problemer med, at nogle forhandlere ikke er gode nok til at bede om ID, og det skal selvfølgelig blive bedre.
Håndhævelsen af de gældende aldersgrænser er et godt sted at sætte ind. Og der skal vi sætte ind.
Oplysning og klare rammer er vejen frem
Rapporten fra Vidensråd for Forebyggelse konstaterer, at forældrenes holdninger til børns alkoholforbrug har afgørende betydning for, hvornår børn og unge begynder at drikke, og hvor meget de drikker.
Derfor er jeg også overbevist om, at nøglen til den mest virkningsfulde vej til en bedre alkoholkultur blandt vores unge ligger i at bringe debatten om vores alkoholkultur frem i lyset – her i prioriteret rækkefølge: Fra forældres, skolers og myndigheders side.
Hvis regeringen imidlertid skulle beslutte sig for at udarbejde en national alkoholpolitik, kigge nærmere på tilgængelighed, priser og/eller aldersgrænser, vil jeg gladeligt og konstruktivt indgå i en dialog om det.
I mellemtiden håber jeg dog inderligt, at skoler og ikke mindst forældre vil være med til at oplyse, bryde tabuer og sætte ansvarlige rammer for vores unges alkoholvaner.
Indsigt

Louise Brown spørger Sophie LøhdeHvorfor er reglerne ikke ændret, så onlineplatforme kan levere håndkøbsmedicin?
Per Larsen spørger Sophie LøhdeHvad har regeringen gjort for børn og unge med svær overvægt?
Karin Liltorp spørger Sophie LøhdeHvornår bliver retningslinjerne for udtrapning af antidepressiv medicin revideret?























